Formålet med projektet
Projektet Den Blå Chalup er oprindelig startet ud fra ønsket om at medlemmerne i lauget kunne få mulighed for at ro i et historisk fartøj. Fartøjets historie og størrelse har imidlertid ændret formålet med at få Den Blå Chalup til Randers.
Fartøjets form, royale historie og bemanding er så spændende, at vi har fundet ud af, at interessen for projektet i Randers er så stor, at vi ønsker at gøre det tilgængeligt for alle, der har en interesse i maritim historie.

Formålet med Den Blå Chalup vil dels være, at det skal blive en spændende turistattraktion både som stationær udstillingsstykke, der viser en del af den maritime historie i Danmark, samt som aktivt fartøj med fuld bemanding ved specielle festlige lejligheder for et bredt publikum omkring det maritime miljø.
Udfordringen ved denne sammensætning af projektet er, at chaluppen let skal kunne søsættes fra den stationære udstilling.
Denne udfordring løses ved at placere udstillingen som en ”udstillingsponton” i havnebassinet.


Udstillingen vil blive skabt omkring to pontoner, hvor chaluppen vil kunne sejle ind imellem. Chaluppen vil så ved hjælp af en særlig konstruktion kunne hæves fri af vandet, således at den kan beskues af publikum. Der vil være en broforbindelse mellem kaj og ponton. Faciliteter for publikum på udstillingspontonen vil være handicapvenlige, således at den kan beses af alle interesserede.
Når chaluppen skal bruges til at ro i, vil den sænkes tilbage i vandet og besætning vil kunne gå ombord uden problemer. På denne måde vil chaluppen kunne tages i brug flere gange i løbet af rosæsonen uden brug af kranfaciliteter.
Udstillingen vil være af en sådan størrelse, at den vil kunne danne ramme om fremtidige events. Museum Østjylland har givet tilkende, at de vil stå for publikumsarrangementer, som vil være uden beregning.
Lauget Den Blå Chalup har yderligere mulighed for at stå for egne arrangementer evt. sponseret af lokale sponsorer.
